Læringsmål 5: Kultur - børnehjem vs. skole

Jeg har mulighed for og vil arbejde på et børnehjem i en uge. 

Jeg vil gøre det for at opleve den kultur, der findes på et børnehjem og for at opleve et andet sted end min praktik på en skole. Jeg forventer, at der er mange forskelle. Forskelle på; børnehjem/ skole, kultur og, hvordan det er at arbejde på de forskellige steder.

Jeg vil forsøge at stille de to hverdage op mod hinanden, for at få et billede af situationerne og kunne reflektere over disse oplevede situationer.

Jinja nursery and primary school vs. Igangas babieshome

På børnehjemmet er børnene fra 0-6 år og jeg sammenligner det med børnene på skolen i alderen 0-4/5 år.

Om børnehjemmet og stedet jeg skal bo:

Børnehjemmet er styret af nonner og er meget kristent.

Kulturen på børnehjemmet er ugandisk præget. Alle andre end de studerende er ugandere. Børn, caretakers og nonner.

Der er meget få børn og caretakers, som snakker engelsk. Caretakers er slemme til at snakke om de hvide på luganda. Det ved man da man kan hører de siger mzungu (mzungu er betegnelse for det hvide menneske). Jeg ved, at caretakerne slår børnene. Jeg har fået at vide, at det ikke er muligt at snakke eller foreslå nye tiltag eller andet. Caretakerne ser det som en dårlig ting og som en nedværdigelse. Vi skal ikke som studerende komme og tro, at vi er noget.

Jeg fik at vide, at jeg skulle tage tøj med, som måtte blive beskidt, da man kan blive svinet til med snot, tis og lort og diverse andre bakterier fra beskidte hænder og legetøj. Jeg skal selv vaske mit tøj.

Stedet hvor jeg boede var et separat hus inde på børnehjemmets område. Vi havde eget køkken, hvor vi selv kunne lave mad. De studerende kan spørge efter grundbaserede ting som æg, sukker, mel og sådan. Der udover får de brød, som de kan spise til morgenmad. Til aften spises der sammen med nonnerne. Der skal hjælpes med at dække bord og tage af/ vaske op. Der bedes bordbøn inden der spises.

Der var to værelser og to badeværelser. Det ene var et lille badeværelse med toilet og en hane man kunne skylle sig under. Det andet var et stort toilet med brusebad.

Gaten blev lukket ved 9 tiden om aftenen og derfra var det ikke muligt at komme ind eller ud.

Jeg kendte til forholdene på børnehjemmet efter at have set det på studieturen.

Min medstuderende har fortalt, at de ikke fører en pædagogik på børnehjemmet, men de har vurderet det til at minde om Rudolf Steiner pædagogik.

Efter første dag tænkte jeg:

Det var ikke hvad jeg havde forestillet mig. Jeg havde regnet med at have været smurt ind i diverse bakterier, når jeg havde fri, men det var ikke tilfældet.

Arbejdet er meget anderledes end på skolen i Jinja. Det er ren omsorg og hygge. Jeg kan godt lide de stille stunder, hvor børnene bare får vores opmærksomhed. Jeg har en svaghed for børn, der har brug for kærlighed, kys og kram, så det var det rigtige sted til at give ud af det.

Arbejdsdagen er længere, dog med en længere pause midt på dagen, men det er ikke nogen dårlig ting. De har dog en anden form for fritid og tid til studiearbejde. De har en ugentlig fridag og fri i weekenderne, men man har også behov for at komme væk for at få ro og opleve andre ting.

Om skolen og hjemmet, hvor jeg bor til daglig:

Skolen er styret af en hvid kvinde fra Zimbabwe. Der er ikke nogen kultur, der præger skolen. Skolen er international og har mange forskellige religioner og nationaliteter.

På skolen snakker alle engelsk. Der er 3 lærere, som snakker luganda sammen, men jeg har aldrig hørt dem sige mzungu. Det er ikke til at vide om de snakker om os, men jeg tror ikke at de gør det. Vi har et rigtig godt forhold kollegaer imellem på skolen. Mine kollegaer vil rigtig gerne have ideer fra mig og vil også gerne fortælle hvad de gør.

Børnene på skolen bliver ikke slået. I starten brugte de meget naughty corner. Jeg kommenterede det og de bruger det sjældent nu. Jeg havde en oplevelse med lærere, der ville sætte børn i naughty corner, fordi så ville børnene nok holde op med at græde. Jeg snakkede med lederen om, hvad vi brugte naughty corner til og hun havde en snak med lærerne.

De vil gerne hører mine meninger, hvis jeg har nye tiltag eller hvis der var noget, som jeg ville gøre anderledes. Jeg har derfor gjort nogle af disse ting og der er ting, som har ændret sig. Fx var der en lærer, der var slem til at snakke om børnene og om, at de ikke var særlig gode til det de gjorde. Hun gjorde det i situationen, hvor hun sad og arbejdede med børnene. Jeg foreslog hende, at vi kunne snakke om det, når børnene ikke var der. Jeg foreslog også, at hun skulle prøve at opmuntre børnene og sige, at det var godt nok det de gjorde. Jeg fortalte hende, at det kunne styrke børnene, i stedet for at give dem nederlag. Det har hjulpet og hun er blevet bedre til at støtte børnene. Jeg hører hende sjældent kommentere et barn under arbejdet.

Derhjemme bor jeg i et stort hus med ca. 14 andre ugandere. Det er ikke helt til at vide præcis, da de kommer og går. De er kristne og det siges, at de beder hver onsdag og jeg ved, at de går i kirke om søndagen. Der er ikke mere i det, som jeg mærker til. Jeg har oplevet bedeceremonien en gang.

Jeg har mit eget værelse. Der er to toiletter og to badeværelser i huset. Det ene toilet og bad er ikke for alle. Jeg er en af de få, som benytter det. Der er brusebad i et rum og et forholdsvist rent toilet, som ikke lugter. Som regel er der også toiletpapir, ellers er det gemt i et skab. Toiletpapiret forsvinder meget hurtigt, hvis det står fremme.

Jeg får vasket mit tøj og al mad serveret på sengen. Jeg kan selv bestemme hvad jeg har lyst til at spise og de laver det til mig. Jeg kan ringe på alle tider af døgnet og døren bliver åbnet for mig, hvis den er låst. Der er altid en hjemme i huset, døgnet rundt.

Konklusion:

Skolen og børnehjemmet er meget forskellige på sprog og samarbejde. Da skolen er international snakker alle engelsk, hvor det bestemt ikke er tilfældet på børnehjemmet. Samarbejdet er på skolen utrolig godt og inkluderende. På børnehjemmet snakkede jeg ikke med nogen caretaker de 5 dage jeg var der. De er ikke åbne for nye tiltag og ser det som en nedværdigelse.

Hjemmene er også meget forskellige. Stort set modsætninger. Tøjvask, madlavning og hvornår man skal være hjemme. Begge steder er de kristne, nonnerne og min familie, men da jeg spiser alene på mit værelse, er der ingen bøn inden jeg spiser. Desuden er forholdene forskellige på den måde, at jeg har mit eget værelse i et hus med andre menneskerne, hvor det på børnehjemmet er et separat hus, der er isoleret for omgang med andre mennesker i fritiden.

De forskellige hverdage:

På børnehjemmet startede arbejdsdagen klokken 9 am og vi gik til pause ved middagstid. Vi startede igen klokken 3 pm, når børnene stod op fra deres middagslur og arbejdede indtil aftensmad. Når vi arbejdede gav vi en masse omsorg til børnene; vi var til stede, legede med børnene, snakkede og gik rundt med dem og kiggede. Det var med kys og kram og kærlighed, al den tid vi arbejdede.

Når vi havde fri tilbragte vi tiden inde i huset. Hvis vi ville ud og have frisk luft, blev vi overfaldet af børn. Hvis vi manglede noget skulle vi hente det i middagspausen, for det var mørkt, når vi havde fri. Vi havde en ugentlig fridag og den brugte vi på at tage uden for børnehjemmet. For at få fred og komme væk. Det var der ikke rigtig mulighed for på børnehjemmet. Tiden på fridagen skulle samtidig bruges på studier.

På skolen starter jeg klokken 8 am og slutter mellem 2 og 3 pm (onsdag klokken 1 pm). Jeg tager imod børnene ind til skolen starter klokken 9. Derefter er jeg lærer. Der er knus og kram til børnene og jeg giver dem kærlighed, i den forstand man nu kan i en skole. Der er nogle få børn som jeg er tæt med, men når jeg går hjem har jeg fri.

Når jeg har fri kan jeg tage hjem og lave et eller andet der. Jeg er dog sjældent hjemme, så alle de ting som jeg har taget med til tidsfordriv, har været ubrugelige og unødvendig fyldstof i kufferten. Tit går jeg ned i byen, kigger mig omkring og nyder tilværelsen. Meget af min tid bruger jeg sammen med de venner, jeg har opbygget et venskab med. Jeg bor alene og det er ikke særlig spændende at sidde derhjemme altid. Jeg har derfor været ude og møde mennesker. Jeg kommer meget et bestemt sted, hvor mine venner bor, arbejder og kommer forbi. De er alle ugandere. De er alle åbensindet og meget imødekommende, hvilket betyder, at alle på dette sted er mine venner. Det betyder også, at jeg har været en del af kulturen, selvom den ikke er så udpræget i de kredse jeg har været i.

Konklusion:

Hverdagene på de to steder er meget forskellige. Jeg havde ikke forventet, at de var ens, så det lever op til mine tanker om det. Jeg finder begge steder meget interessante på hver deres måde. Dog er jeg glad for, at jeg er på skolen i Jinja. Jeg tror, at det ville være frygteligt at skulle forlade disse skønne unger efter 6 mdr. på børnehjemmet. Jeg syntes, at 5 dage var mere end rigelig og havde det rigtig skidt med at tage hjem. Arbejdet var meget ensformigt. Der skete ikke andet end det vi selv fandt på. Hvor jeg på skolen hele tiden har noget jeg skal følge. Vi er hele tiden i gang. Vi underviser i montessori – hvilket går ud på, at børnene ’leger’ med montessori materialer, som alle støtter en udvikling. Vi læser, leger, har om forskellige temaer, er kreative, synger og en masse andet. Alt sammen en del af et skema. Hvor jeg også selv skal bidrage med noget ud for et tema.

På børnehjemmet var det svært at forlade de børn jeg havde fået en tæt tilknytning til og i Jinja vil det blive svært at forlade alle de venner, som jeg har fået så nær en tilknytning til.

Tilknytning:

Det er meget svært ikke at knytte sig hurtigt til et barn på børnehjemmet. Jeg har noget indre for børn, der har brug for (ekstra) omsorg. På trods af, at jeg ser børnehjemmet som et fantastisk sted, hvor børnene har det godt, så er der stadig nogle signaler i mit hoved, der sendes ud i kroppen. Specielt til hjertet.

På skolen har jeg helt klart nogle specielle børn, som jeg er knyttet til. Men efter to dage på børnehjemmet syntes jeg, at det var svært at skulle holde fri og være væk fra specielt en dreng, som slog benene helt væk under mig. Det var ikke svært for mig at holde ferie og være væk fra mine skolebørn.

Noget siger mig, at det handler om, at børnene på skolen har en familie at komme hjem til hver dag. Hvor børnehjemmet er børnenes familie. Der er ikke nogle decideret forældre til hvert barn. Vi skal give den familiære kærlighed.

Jeg havde knyttet mig specielt til en dreng. 

Drengen hedder Luca og er 2,5 år.

Han har boet på børnehjemmet siden, at han var 6 dage gammel.

Luca er en stille dreng, som holder sig i baggrunden. De andre børn på børnehjemmet slås om opmærksomheden. Jeg vil mene, at det er svært at trænge igennem for Luca.

Jeg fik fortalt den første dag, at han tit blev overset af caretakerne på stedet. Fordi? Han er ikke en af dem, som larmer og laver ballade for at få opmærksomhed.

Han var en dreng lige efter mit hoved; af sind, en utrolig køn dreng og charmerende, som var stille og holdte sig lidt i baggrunden. Helt automatisk blev jeg opmærksom på ham. Garanteret fordi min klokke ringede, her kunne jeg gøre en lille forskel, de få dage jeg skulle være her. Han kunne få min opmærksomhed.

"Der var en dreng på det sidste værelse, som jeg gav tøj på til sidst.

Han tog mig i hånden og vi gik ud. Han stod og jeg satte mig.

Jeg sad med strakte, spredte benene og han satte sig imellem dem.

Jeg trak ham hen til mig og han sad op ad mig.

Det var hyggeligt og han nød det."

Sådan beskrev jeg vores første møde i min dagbog.

Luca sagde ikke noget denne første dag og det var kun få smil, der viste sig. Dagen efter smilte og grinte han og han pludrede lyde og børneord, sammen med mig. Om eftermiddagen, denne anden dag, gik han rundt under en pavillon og jeg kom gående mod ham. Jeg pegede på ham og smilte og han gengældte mit smil. Han var allerede på vej hen mod mig. Jeg åbnede armene, som klar til et kram og han løb hen og sprang op i armene på mig.

Konklusion:

Tilknytningen var en ting, jeg reflekterede meget over. På skolen er tilknytningen ikke den samme. På skolen er vi lærere og venner med børnene. På børnehjemmet har vi en forældrerolle, den som giver omsorgen. Det betyder også at tilknytninger bliver stærkere. Jeg havde det meget dårligt med at komme og give alt hvad jeg havde og så forlade børnene/ drengen hurtigt igen. På den anden side havde jeg gjort en forskel. Jeg havde brugt min energi, kærlighed og givet den omsorg jeg rummede, til en dreng, der havde brug for det.

Renlighed:

Generel ugandisk træning i renlighed: Børnene bruger kun ble indtil de kan sidde selv. Fra da af sættes de på potte, når det er normalt, at de skal af med noget. Når de står op, efter søvn og inden. Efter måltider. De har ikke nøde at skulle noget, men skal have tilbuddet.

Sker der alligevel et uheld, skældes der ikke ud eller tales hårdt til børnene! I stedet fortæller man, hvor det foregår og viser barnet potten. Ble kan bruges når man er ude nogle steder, men det vil blive naturligt for barnet at sige til, da det vil være ubehageligt for barnet at tisse i bukserne. (Kilde: Far til ugandisk præget pige på skolen i Jinja)

På børnehjemmet bliver børnene skyllet, når de har haft et uheld. På et tidspunkt vil de lære at stå et sted og komme af med det. De går i åbne kjoler, bodystokke (hovedsageligt pigerne), så bliver tøjet ikke vådt og beskidt så ofte. Somme tider oplevede jeg børn, der gik rundt i beskidt tøj, pga. afføring. De lidt ældre børn var gode til at finde ud af at komme af med det, uden at gøre dem selv beskidte. Efter middagsmad, inden de skulle sove til middag (og aftensmad, inden sengetid), kom de større børn på potten. Somme tider i forbindelse med, at de skulle vaskes derefter. Toiletpapir og den form for tørring blev ikke brugt.

På skolen bruger børnene ble. Lærerne er ikke meget for at pottetræne og er ikke opmærksomme på, hvornår børnene skal på toilettet, hvis de ikke selv siger til. Jeg har ikke oplevet nogen rigtig ble afvænning, ud over et kort stykke tid med en dreng.

Vi har i en periode begyndt at vende drengen af med ble. Han havde uheld omkring snacktid, gerne i pausen efter. Jeg rådede lærerne til at sætte ham på potten på de tidspunkter, hvor det ville være naturligt og i det mindste give ham muligheden. Vi hjalp hinanden og det blev bedre. Den opmærksomhed det kræver, tyder det ikke på at lærerne har så meget af. Vi har en pige, som er yngre end drengen. Hun er ugandisk præget og kan selv give tegn til, at hun skal på potten. Hun har ikke nær så mange uheld.

Ved at benytte ble vender vi først børnene til at tisse i bukserne,

for derefter at kæmpe med at lære dem at blive renlige.

Konklusion:

Forholdene betyder meget for træning i renlighed. På børnehjemmet var børnene mest ude og det var alt sammen beton/ sten gulv. Nemt at gøre rent. På skolen er børnene klædt ’pænt på’ og forholdene er anderledes. De har adgang til et tæppe omgivet af madrasser og gulvet er træklodser, der er sat sammen. 

Det kræver megen opmærksomhed, når det er i de pænere forhold, at der skal vendes af med ble. Ligesom i Danmark. Alle bruger ble i de små klasser (vuggestue/ børnehave).

Legetøj og udfoldelse:

På børnehjemmet foregik det meste af dagen udenfor. De havde en pavillon, et tag som var bygget over en rund plads med fliser. Her brugte børnene tiden til at lege og spise. Der var tre bænke rundt i kanten. Dem kunne man kravle på. I en af de nederste stolper i taget, var der bundet snore i. I snoren var der bundet en flaske fast. Det var et stykke legetøj, som var populært. Der er på børnehjemmet en legeplads, som er forholdsvis funktionel, men børnene går ikke selv derud. Legetøjet på børnehjemmet består af flasker, poser, snore, træklodser, plastik-/ metalbeholdere, kosteskafte og andre pinde. Mit ynglings legetøj var en vanddunk til 10 liter vand. Den ene side af dunken var skåret ud og blev toppen, så børnene kunne sætte sig ned i dunken. Der var bundet en snor i håndtaget, så den kunne trækkes som en kælk. Alt efter fantasi kunne denne jo være en bil, en trækvogn eller en sommerkælk.

På skolen er børnene ude i pauserne og leger der. Skolen har mange forskellige legeredskaber i udendørs miljøet. Man finder fx gynger, rutsjebaner, et legehus, sandkasse og dæk, som er sat sammen til en kravlepyramide. Vi er meget indenfor og har time. Det er alle aldre på skolen, som har undervisning. De mindste leger dog mere end de større. Skolen er meget ressource stærk. Vi har mange forskellige materialer til montessori læring, en masse forskelligt legetøj, bøger i massevis og en masse materialer til kreativ udfoldelse. Skolen er stærk på den måde, at de har børnenes forældre til at hjælpe med at gøre skolen ressource stærk. Forældrene giver skolen gammelt legetøj, deres børn er for store til. Skolen har af og til en bod op til højtider, hvor de sælger ting børnene har lavet.

Udendørsarealerne på henholdsvis skole og børnehjem er stort set lige store. Begge steder finder man dyr. På skolen er der; hund, kat, ænder, høns og fisk. På børnehjemmet har de; geder, høns, køer og grise. Børnehjemmet er meget selvforsynende. Skolen har deres egen bananplantage. På skolen er der forældrebetaling for at have børnene på skolen, hvilket betaler til børnenes snack og middagsmad.

Konklusion:

Børnehjemmet er et af de stærkere og ikke så fattigt, som man ellers kan finde. De er meget selvforsynende, hvilket er en fordel for økonomien og børnene får mad hver dag. På skolen er dette ikke nødvendigt, da forældrene selv betaler børnenes mad. På børnehjemmet udvikler børnene en god fantasi ved at lege med det de kan finde i omgivelserne. På skolen har børnene massevis af legeredskaber. Det behøver ikke at være en fordel, men viser hvor stærk skolen er ressource mæssigt i forhold til børnehjemmet. Skolen er hjulpet meget igennem forældrene til de børn, der går på skolen, til at være ressource stærk og ikke mangle noget på det område. På børnehjemmet har de ikke den mulighed, da der som regel ikke er nogle forældre til børnene.