Læringsmål 2: Specialisering - Social inklusion og eksklusion

Jeg vil støtte børnene på skolen i sociale inklusioner og være en del af forebyggelsen for eksklusion.

Dette vil jeg gøre ud for antagelser af senere eksklusion af nogle børn på skolen.

Jeg vil bruge mine forskellige observationer til at belyse inklusionsarbejdet og relationsskabning og mine antagelser på, hvor der kunne opstå en eksklusion senere hen.

Støttepædagog - Forebyggelse af ekskludering:

Jeg har været støtte på en dreng på 8 år med indlæringsvanskeligheder. (Denne dreng er anonymiseret som P) Drengen er 2 år ældre end de andre børn i hans klasse. Han forventes ikke at kunne rykke til næste trin, sammen med sine kammerater, da han ikke har kompetencer til at kunne deltage på næste trin. Denne drengs problem kan være eller kan blive et socialt problem. Han begynder at være en del ældre end sine klassekammerater og det kan være uforståeligt for de andre børn på skolen, at han stadig er i klassen, imens de går videre. Jeg antager, at dette senere kan forårsage en ekskludering, da han vil være offer for uforståeligheden og han samtidig vil føle et stort nederlag. Hvilket senere kan forårsage, at han mister lysten til læring og skole. En ekskludering fra lærere er så småt på vej. Hvis drengen ikke bliver støttet og hjulpet videre vil det være oplagt, at der vil forekomme en ekskludering, da han vil bruge meget af tiden i klassen.

Situationen da jeg startede med at arbejde med drengen:

Hans familiære relation er belastet i denne tid. Hans far er flyttet tilbage til Tyskland, familien er lige flyttet til et nyt sted, som ligger længere væk end det gamle hus. Der bliver ikke lavet lektier med drengen hjemme. Inden de flyttede, kom han på skolen i god tid, for at lave lektier med mig. Det gør han sjældent nu, da der er længere til skole. I forbindelse med alle de ting, der sker omkring ham, har han meget svært ved at koncentrere sig i skolen og være fokuseret i læringen.

Kort information om P’s vanskeligheder:

P er en dreng, der er født med iltmangel, han har mén derefter. Både fysisk og psykisk. De fysiske er næsten opereret væk, men det har gjort noget ved hans ben og man kan stadig se det lidt, da han går på tæerne. Han er 8 år og går i 1. grade. En klasse, hvor resten af børnene er 6 år. På det psykiske har P vanskeligheder med at lærer (indlæringsvanskeligheder). Han skal se det visuelt. Min opgave bliver at arbejde med ham, på to-mands-hånd, så han får den hjælp og støtte som han har brug for. De har ikke mulighed for at give ham denne i skolen, da de ikke har den slags ressourcer i Uganda. Jeg skal lave engelsk og matematik med ham. Det er her han har det svært. Han kan ikke læse og han kan ikke kende forskel på tallene. Han kan godt regne, men han kan sagtens skrive 10, selvom han ved, at resultatet er 3.

Observationer fra mit arbejde med P:

Jeg startede med at arbejde med P den 17. Februar 2014.

I engelsk skal han stave ord med lyde, vi øver lydene, staver ordene med træbogstaver (bogstaver af træ som ligger alfabetisk i en æske), øver, hvordan bogstaverne skal skrives (her har vi små træplader med bogstavet, skrevet med sandpapir, som han kan følge rundt og bruge den taktile sans), hvilken retning de går og til sidst skriver vi dem ned og øver, hvordan man skriver bogstaverne.


Den første dag jeg arbejdede med drengen, kunne jeg mærke, hvordan hans selvtillid steg i løbet af timen og det gik bedre og bedre, jo mere jeg roste ham. Der var små fejl ind imellem, men modet var højt og vi rettede det bare. Anerkendelsen støttede ham meget, da han fandt ud af at han godt kunne lave arbejdet og fik at vide at det var godt det han lavede.

I matematik øver vi kende forskel på plus og minus. Han har en bog hvor der på hver side er lavet regnestykker (0-10). En side er samme regnetype, enten minus eller plus. Her kræver det koncentration at finde ud af hvilken type vi bruger og hvad det hedder når man siger det. Eller hvis jeg siger det til ham, hvad er det så det betyder. Hvilket tegn skal vi bruge. Vi benytter os af tallinien 0-10, for at finde ud af hvordan de forskellige tal ser ud. P kan som nævnt tidligere ikke kende forskel på tallene, men er god til at regne. Tallinien er en stor støtte, men han skal somme tider mindes på at bruge den, inden han bare skriver et tal. P kan tælle til 10. Han tæller op til tallet og finder ud af hvilket tal det er.
De skal bruge fingrene til at regne. Når jeg arbejdede med ham støttede jeg ham i, hvilke tal det var, at finde dem og tælle dem på fingrene, for derefter at trække et andet tal fra.


Vi bruger bøger til at lære bogstaverne. Et par bogstaver af gangen. Ud fra bøgerne øves bogstavlyden, små ord - der indeholder bogstaverne og ud fra dette, hvordan man sætter lydene sammen fra bogstaverne og får et ord, samt at der øves, hvordan bogstaverne skrives. Der er tilhørende ordkort, som er sat sammen af disse bogstaver, som er i bogen. (I bogen som vi arbejder med nu, er bogstaverne: s a t i p n, ordene er: sit, sat, pat, tin, pin, ant, pan, tap, nip og snap)
Vi arbejder med 5 ord ad gangen. Vi udtaler lydene på bogstaverne og siger hele ordet. Ved at sige lydende først, er det nemmere at sige hele ordet, da det er lydene sagt hurtigt.

Bagefter finder P bogstaverne i æsken og ligger op ved siden af kortene. Han har haft svært ved at finde bogstaverne, hvor de ligger i kassen, men lærer det hurtig ved det visuelle.

Han fjerner kortene og har bogstaverne, som han skriver ordene af efter. Hvis han har svært ved at skrive bogstavet benytter vi os af træpladerne, hvor han kan føle hvilken retning bogstavet skrives.

Den ene dag ville han gerne fjerne det hele, have mig til at sige ordene og så skrive dem ned. (Det er det samme, som når de har spellingtest. Det har de hver fredag, hvor de har 5 diktat ord på samme måde.) Det gik godt og kun med én ændring i NIP, hvor han havde glemt I og han kunne selv se fejlen. Til sidst fik han kortene og tjekkede, om han havde gjort det rigtigt og satte flueben ved dem.

Bagefter øvede vi bogstavet S. At skrive det pænt og læseligt. S er et svært bogstav at skrive.

Jeg skulle teste P i de ord, som vi har haft fra bogen, som vi arbejder med. Alle ti ord. Han klarede dem til ug, ud over SNAP, hvor han manglede N.
Derefter lavede vi matematik med blandede plus og minusstykker, hvilket allerede er blevet bedre. P kan bedre kende forskel på om det er det ene eller det andet. Da P rykker sig hurtigt efter at han har fået den nødvendige støtte er vi begyndt at udfordre ham lidt og har blandet både plus og minus stykkerne. Det kræver koncentration, men så længe at P bliver anerkendt virker han motiveret og klare sig godt. 

Jeg har indimellem haft nogle stride dage med P. P har svært ved at koncentrere sig. Jeg antager at det er pga. de familiære omstændigheder med flytning og skilsmisse. Jeg prøvede alligevel at holde ham fast i de ting, som han skulle lave. Han ville helst gerne sidde i klassen, men læren sagde, at han havde mig og vi skulle arbejde udenfor. Derfor brugte jeg megen ros til at holde ham op på arbejdet.

Først skulle vi lave et ark, hvor man skulle sætte a_e ind. E-lyden kan man ikke hører, da det er det magiske e. Det havde han svært ved, men opgaven blev lavet. Det med e-lyden gik der længe før, at han opfattede, på trods af, at jeg blev ved at sige det. Kun det. Vi læste ordene sammen. Der skulle tegnes til, men det sagde jeg, at han kunne gøre i klassen. Da han lavede det i klassen læste han ordene med læren. Han kunne læse mange af ordene selv. Hvilket jeg mener er pga. det visuelle og gentagne arbejde med ordene på arket.

I matematik lavede vi en opgave med fugle på to grene. Der skulle laves to forskellige minus og to forskellige plus stykker. Der var tre sæt. Sidste sæt virkede til, at han var ved at lurer, hvad det gik ud på. Det visuelle arbejde og de gentagne opgaver gav ham forståelsen af opgaven.

Jeg arbejdede med P en dag, hvor han var meget ukoncentreret. Han sagde, at han hadede skolen og mig. Jeg fortalte ham, at det ville jeg ikke hører. Jeg forklarede ham, at jeg var her for hans skyld. Det gik lidt bedre efter det. Alligevel fjollede han bare rundt og koncentrerede sig slet ikke. Jeg bad ham tage sine ting. Jeg rejste mig og sagde, at vi gik ind i klassen. Så kunne han fortælle læren, at han ikke gad arbejde mere. Det ville han i hvert fald ikke og lovede at koncentrere sig. Det gik meget bedre efter det. Vi har arbejdet så længe nu at P prøver mig af. Jeg valgte at bruge denne konsekvens, for at sætte mig selv i respekt. Det var en meget spontan ting, som i sidste ende hjalp mig.

Vi lavede engelsk. Vi lavede igen de opgaver med at sætte i_e ind. P kunne selvstændigt sætte dem ind i opgaven (hvilket han ikke før kunne se logikken i). Han læste selv ordene og spurgte om hjælp med de lyde han ikke kunne. (Lige nu lægger problemer især på f, p, b, d)

Han forstår stadig ikke helt, at I ændre lyd med det magiske E.

Jeg rettede ham i udtalelsen af lyden. Det sidste ord udtalte han med den rigtige lyd først. Hvilket igen viser at det visuelle og gentagelser styrker ham i læringen.

P har hurtigt flyttet sig og er allerede blevet bedre til at huske tallene og det går godt med at lave de blandede regnestykker jeg laver til ham.

En fredag hvor vi havde spellingtest, havde jeg havde fået lov at hjælpe Philippe i den forstand, at jeg kunne lægge tryg på ordydende. Selvom læren også gjorde det. Philippe spurgte også, om det var det rigtige. Jeg hjalp ham, for at give ham succesen og derefter motivation. SACK kunne han næsten selv, bare ved lærens hjælp. Men han skrev to K'er. Med min hjalp med at sige ordlydende en ad gangen gav det ham 4/5 rigtige. Det var utrolig flot og viser at P godt kan, hvis han bare får den støtte som han har brug for, for at indhente sine klassekammerater. Det var en stor succes og det gav den forventede motivation.

Jeg nåede at teste P i ordene fra bogen. Det gik godt. Der var et par enkelte forkerte. Det er svært at hører forskel på A og E. Han har svært ved lydene, hvilket jeg har tænkt kan være fordi det ikke er visuelt. Vi øver meget med, at han skal sige ordet og gentage det efter mig, flere gange. Jeg forsøger mig med gentagelser, for at prøve om det kan styrke ham i at huske lydene. Gentagelser har styrket ham meget i læringen.

Jeg brugte kortene med næste gangs ord til spellingtest. Så kunne jeg sige dem, så han skulle skrive dem ned og han kunne se dem. Vi snakkede om dem. Om lydene på B, D, P, F, G. F. Han er begyndt at spørge hvilket bogstav der hører til lyden og virker interesseret i at lære det. Disse bogstaver er utrolig svære at skelne. Jeg kan se, at han har flyttet sig. Både på arbejdsindsatsen og på hvad han kan nu. 

En fredag morgen kom P tidligt og vi nåede at øve ordene for spellingtesten. Vi øvede og jeg forsøgte at presse ham lidt. Vi øvede lyde, G var virkelig svær. Men han huskede det. Jeg gentog mange gange, at det var et C når K-lyden var der. Den eneste fejl han lavede, var at vende B den forkerte vej, som et D. Han fik 4/5. Muligvis fordi han lige havde set, hørt og skrevet ordene ned. Han behøvede ikke megen hjælp. GIFT, det første ord, klarede han uden hjælp. Det gik fremad og jeg kunne begynde at se forbedringer.

Der var en dog, hvor vi lavede en matematik konkurrence. P var rigtig god og det gik rigtig godt for ham. P og en af de dygtige piger i klassen vandt konkurrencen. Jeg fortalte ham, hvor stolt jeg var og, at han nu kunne se, at alt vores hårde arbejde betalte sig. Jeg sagde, at vi måtte arbejde videre, så han blev mere dygtig og han nikkede helt vildt. Jeg håber, at det er motivation til at tage et skridt mere.

Efter konkurrencen blev der tegnet. Jeg fik en ide til ’skjult’ læring. Jeg fandt de ord frem som var de næste ord, der skulle testes. Jeg tegnede ordene på mit papir. P fik tegningen og syntes den var flot. Jeg sagde, at vi kunne tegne bogstaverne i morgen. (På den måde kunne vi lave en lille indirekte øvelse.) Det syntes han var en super god ide.

Til morgen kom P tidligt. Jeg sagde, at vi kun øvede spellingtest. P tegnede ordene af fra min tegning fra igår. Bagefter øvede vi ordene tre gange. De sidste gange blev han lidt forvirret. De indeholder både B, D, G, F og CK. Jeg har prøvet at forklare bogstaverne på en lidt anderledes måde. B er benet, der sparker bold. D kigger bagud. G er D, der står på hovedet. F er syv den forkerte vej og CK er to K-lyde. Jeg forklarede, at der aldrig er to K'er. Når der er dobbelt L, er lyden længere. Det forvirrede lidt. Men jeg håber, at det bærer frugt i fremtiden, indtil han kan dem.

Til spellingtesten viste resultatet sig. P spurgte om hjælp til B. Han spurgte om det var den der sparkede bolden. Han havde forstået det og det hjalp ham meget.

Efter 2 mdr.s arbejde oplevede jeg, at P gav op, når han skulle arbejde med mig alene. Han ville ikke arbejde uden for klassen. Samtidig med, at der var mere brug for mig et andet sted, valgte min leder at tage mig af arbejdet med P og tage ham ind i klassemiljøet og inkludere ham og arbejde med ham på lige fod med sine klassekammerater. Jeg havde gjort hvad jeg kunne gøre. P fungerede nu bedre i klassen og virkede også mere glad for at gå i skole og arbejde i timerne.

Konklusion:

Jeg har tænkt, at P's problem ikke er hans indlæringsvanskelighed. Problemet er, at han ikke kan få den nødvendige støtte. Med lidt ekstra støtte, bekræftelse pga. mange nederlag, dertil ros og motivation, tror jeg, at man hurtigt vil kunne få ham op på et højere læringsniveau.

P har forbedret sig markant efter mit arbejde. Han kan nu arbejde i klassen, sammen med sine kammerater. Han er motiveret til at gå i skole og lære noget, så længe han kan arbejde i det sociale miljø, hvor han førhen var meget utilfreds og sagde, at han hadede at gå i skole. Fra skolens side håber man nu på, at han muligvis kan gå videre efter sommer og tror på, at det kan lade sig gøre. Lærerne tror på ham nu og her er ekskluderingen forbedret og er han mere inkluderet i klassen af lærerne nu.

Kommunikation og inklusion:

M er i toddlersclass og er 2 år gammel. Da jeg startede græd han hver dag når han var i skole. Det var svært at inkludere ham i hverdagen. Hvis jeg kom i nærheden af ham skreg han. Han var meget tryghedssøgende og afhængig af en af pædagogerne i hans klasse. Han holdte sig på afstand af de andre børn. Hans mor afleverede ham om morgenen. Jeg bemærkede, at hun sagde, at hun ventede på ham i indgangen, hvor børnene bliver hentet. Derefter gik hun, da han var væk.

Efter at have brugt kommunikationens fantastiske evne, holdt denne dreng op med at græde. Der blev snakket med moren. Jeg havde foreslået, at vi kunne råde hende til at sige, at hun kommer senere og henter ham. Det havde øjeblikkelig virkning. Drengen holdte op med at græde. Han var glad. Legede med de andre børn. Kunne bevæge sig selvstændigt rundt på skolen. Han følte sig tryg. Han kunne nu skabe relationer til sine klassekammerater. Det var ikke mere os, der har et problem med, at han ikke vil være på skolen. Det var moren, der havde et problem med at få ham med hjem. Denne dreng er nu så glad for at være på skolen, så mor skal med rundt og se hvad han har lavet i dag. Han løber ikke skrigende og grædende hen til hende, hver gang han ser hende, mere. Det gjorde han før denne samtale. Han er på meget kort tid også begyndt at sige en masse ord. Han føler sig tryg og begynder nu at lære og gentage, også fra hans venner. Hans sprog udviklede sig hurtigt efter inkluderingen i klassen.

Konklusion:

Efter denne oplevelse har jeg erfaret at kommunikation med forældre er en vigtig ting. Vi som pædagoger observerer børnene og derefter snakker med forældrene, hvis vi oplever problemer med dem. Da drengen blev tryg ved at være i skole, kunne han inkluderes i det sociale miljø. Da han var inkluderet og tryg i skolen, så vi hurtig fremgang og læring, især på hans sprog.

Social inklusion og eksklusion:

Jeg oplever et søskende par, som er meget stille i skolen. Den mindste, en dreng i børnehave trinnet snakker godt engelsk, men det høres sjældent. Jeg ser en ekskludering hos denne dreng. Lærerne lader drengen slippe hver gang, når der bliver lavet opgaver eller anden form for læring. Når der arbejdes med ham siger han ikke noget. Jeg tror at dette har stået på længe og de har opgivet lidt, da han er svær at få til at arbejde. Jeg tænkte i starten at det kunne være pga. at opgaverne var for nemme for ham. Men jeg ved ikke hvad hans problem er. Han deltager ikke i det arbejde der foregår i klassen med gentagelser af øvelser af ord, lyde, tal og læringssange. Jeg formoder, at han senere vil være bagud og ende ud i en eksklusion i form af, at lærere som ikke har tid og overskud til denne dreng der ingenting kan, eller ikke har lært det nødvendige i det tidlige år. Han vil muligvis virke doven, fordi han har fået lov at slippe og det vil tage tid og tålmodighed at genopbygge, hvis det fortsætter.

Hans klassekammerater kan formodes at ekskludere ham, da han ikke kan det som de kan og er bagud. Det vil samtidig give en frustration, som i så fald kan gøre at han ekskludere sig selv.

Konklusion:

Jeg konkludere ud fra mine observationer af denne dreng, at lærerne kan skabe en ekskludering, som senere kan give flere forskellige ekskluderinger. Ved at lærerne ikke holder ham op på, at han har brug og behov for at arbejde, som alle de andre børn. Hvis lærerne har opgivet ham, kan de stille ekskludere ham i arbejdet. Hvilket kan forårsage den tidligere omtalte ekskludering fra det sociale.

Relationsskabelse og social inkludering:

Jeg har fået nogle rigtig gode relationer til børnene. Vi er på et vennestadie, men de respekterer mig og lytter stort set altid til mig. Også når de har gjort noget forkert. Jeg tror, at det er fordi, jeg er deres lærer og har undervist dem. Jeg har samtidig sat en grænse fra starten og været bestemt, når jeg har ment, at de har gjort noget forkert.

Fx har K stor respekt nu. Hun har somme tider problemer med at finde ud af, hvordan man opfører sig i klassen. Hun er støjende, kommer med underlige bemærkninger, som hun syntes er jokes. Vi har haft denne snak om, hvordan man opfører sig i klassen og givet hende forslag til, hvordan man opfører sig. Nu behøver jeg somme tider kun at kigge på hende. Hun ved godt at handlingen er forkert og hun smiler og ved godt, at hun har gjort noget forkert. Samtidig er vi rigtig gode venner. Hun fortæller mig både ondt og godt og vi nyder hinandens selskab. Vi har i samme forbindelse snakket om, hvordan man får venner og hun bruger mig meget på det område. Hun viser mig stor tillid og respekt.

Jeg tog en snak med K udenfor døren. Hun opførte sig ikke pænt og havde ikke rigtig gjort det de sidste dage. Hun larmede og opførte sig meget fjollet. Vi fik en god snak om venner og ikke at være venner at sige, at man hader sine venner, forskellen mellem at være fjollet og sjov og lave jokes. At man ignorerer de folk, som ikke er søde ved en. Vi fik en rigtig god snak om, hvad Gud ville synes om tingene og hvad han ønsker fra hende for at kunne hjælpe hende. Hun fortalte, at hun bad til Gud om at få venner, men hun sagde, at han ikke lyttede. Hun spurgte mig, om jeg ikke ville bede for hende og jeg svarede selvfølgelig ja. Jeg har en reel ting at bede om nu.

Vi fik en snak om, hvad man kunne gøre. Jeg sagde, at jeg ville hjælpe hende, hvis hun opførte sig som en sød pige og et godt eksemplar. Måske havde Gud sendt mig for at hjælpe hende. Hun ville gerne have min hjælp. Hun græd efter kort tid, at vi havde snakket og hun krammede mig og sad hos mig imens vi snakkede.

Inde i time bagefter, lige inden, at den sluttede, slog E sig og han græd. K var hurtig til at give ham et kram. Jeg smilede og nikkede til hende. E sagde tak og var glad for hendes omsorg. Det betyder meget for Kate at være ven med E.

Bagefter kom hun og var så glad. "I got it, i got a friend"

Hun knuste mig og jeg knuste hende, svingede hende rundt og sagde, at det var rigtig godt.

I pausen kom hun og var ked af det. "Det virker ikke", sagde hun "Gud hjælper mig ikke".

Jeg fortalte hende, at så hurtigt ville det ikke gå. Hun legede med freesbees. Men ingen ville lege med hende. Jeg sagde, at hun kunne lege alene. Måske var der en, der ville være med i hendes leg. Men man kunne sagtens lege med freesbees alene. Det gad hun i hvert fald ikke. Jeg begyndte at kaste dem og pludselig kom B og så E og I. Jeg sagde, at de kunne lege sammen med dem. Det var K ikke meget for. Jeg fortalte hende, at det var sådan man fik venner. De gik om og legede og jeg gik med. Jeg startede legen. K ville ikke dele og så gad hun ikke være med osv. Jeg sagde, at så spillede jeg bare med E. Hun satte sig ud. Jeg gik over og hun begyndte på, at jeg havde sagt, at jeg kunne lide E og kun ville være venner med ham. Jeg fortalte hende, at det ikke passede, hun ville ikke være med og derfor spillede jeg med ham. Hun blev ved. Jeg sagde til hende, at det var ikke sådan Gud havde fortalt hende, hvordan man fik venner og så gik jeg. Da hun kom tilbage og var glad, gik legen rigtig igang og jeg satte mig og så på. Børnene strømmede til og spurgte, om de måtte være med. De var mange der legede. K råbte til mig, "Nille, i got friends!"

Konklusion:

Jeg har lært balancen mellem at være professionel og stadig kunne være venner med mine elever. Mine elever respekterer mig og ser op til mig, som en god vejleder. Igennem mine gode relation, som børnenes ven, har jeg skabt en god kommunikation. Børnene kommer til mig og spørger om hjælp. Pigen i min deltagende observation blev geninkluderet, igennem min støtte om, hvordan man skabte relationer til sine venner. Det har hjulpet hende til at være mere glad og selvstændig til at skabe sine relationer og hendes opførelse i klassen blev forbedret, efter at vi havde snakket om hvordan man opførte sig. Da hun stoppede med at forsøge at være i søgelyset hele tiden havde de andre børn mere lyst til at lege med hende.